Kranio-Sakral Terapi
​
Efterhånden har alle hørt om kranio-sakral terapi. Jeg oplever læger, tandlæger og neurologer anbefale metoden, og heldigvis er man også begyndt at kunne få tilskud til behandlingen hos en del forsikringsselskaber og sundhedsordninger. Det er dejligt, for det er en fantastisk behandlingsform.
Det er næsten ikke til at forstå, at der foregår noget som helst, når behandlingen er så blid, men hjernen er at sammenligne med nationalbanken – hvis man vil forbi alle alarmerne, må man gå meget forsigtigt til værks. Og det er netop vævet omkring hjernen og den forlængede rygmarv, man ønsker at skabe optimale betingelser for med kranio-sakral terapi.
Dette væv, nemlig kranieknoglerne og hjernehinderne, bliver ofte låst og spændt, når man slår hovedet eller rygsøjlen, når man indtager medicin over længere tid, og når man oplever længerevarende stress.
Vi kan nok alle sætte flueben ved noget af det ovennævnte, og de fleste har da også glæde af kranio-sakral terapi – det er bare ikke sikkert at det hjælper på det, man kom for. Måske håbede man på at komme af med sin migræne, og i stedet begynder man at sove helt fantastisk, slipper af med sin livslange spændingshovedpine og bliver bedre til at sige fra over for chefen. Kranio-sakral terapi er ikke en trylleformular, metoden hjælper kun hvis ubalancen sidder i kranio-sakral systemet.
Og dog, for udover at fysisk væv omkring hjernen løsnes, er behandlingen utrolig behagelig. En sjælden ro breder sig og der bliver længere mellem tankerne. Ja, faktisk oplever mange, at der bliver helt blank skærm, og ansigtet ender i et saligt udtryk, så telefonen ikke kan genkende dem, når de skal betale. Alene denne tilstand har en afbalancerende effekt på immunforsvar, hormonsystem og kredsløb. En selvhelbredende proces begynder, og symptomer som stress og angst stilner af.
Mange med hjernerystelse har glæde af kranio-sakral terapi. Da metoden er så blid, er det en af de få behandlingsformer, som kroppen tager godt imod med det samme. Træning og manipulation af hvirvler er ofte for voldsomt til at starte med.
